Nyhedsbrev
 
Nyt fra Områdefornyelse Bavnehøj
December 2020

Støtte til stort renoverings- og energioptimeringsprojekt i Bavnehøj

Ejerforeningen Vestervænget har som den første ejendom i Bavnehøj netop fået bevilget byfornyelsesstøtte til et omfattende renoveringsprojekt.
 
Områdefornyelsen glæder sig til at følge renoveringen og følge med i den besparelse og større komfort, som beboerne vil opleve i de enkelte lejligheder.
 
Går din ejendom også med tanker om et større renoveringsprojekt og kunne byfornyelsestilskud være relevant for jer? Så er I meget velkomne til at kontakte områdefornyelsens energimedarbejder Diana på ef7k@kk.dk eller 2935 0223.
 

Lyskunst ved Østre Kapel

I starten af det nye år kan man gå på opdagelse i mørket, når tegnestuen byen sover opfører et lyskunstværk ved Østre Kapel på Vestre Kirkegård.
 
I starten af december testede arbejdsgruppen, der arbejder med eksperimenter omkring Østre Kapel, og lyskunstnerne lyskilder på en udendørs workshop.
 
"Vi håber på at skabe et spændende og varmt rum, hvor kirkegårdens besøgende kan komme og opleve stedet på ny”, fortæller Karin Bech og Jens Kamp fra byen sover, som arbejder på højtryk for at værket kan stå klar i janaur.
 
Eksperimenterne ved Østre Kapel er en del af projektet Hverdagens mødesteder, der undersøger Østre Kapels potentiale som lokalt mødested i Bavnehøj.
 
Skriv til bavnehoej@tmf.kk.dk hvis du vil høre mere eller være med i arbejdsgruppen.
Se film med lyskunstnerne fra byen sover
 

Glædelig jul og godt nytår!

2020 har selvsagt været et udfordrende år, hvor corona har vendt op og ned på alting. I Områdefornyelsen har vi været nødt til at nytænke vores måde at arbejde sammen med mange af jer på. De udfordrende omstændigheder og mange online-møder til trods, har vi i fællesskab sat nogle vigtige indsatser i gang i årets løb, f.eks.:
  • Projektet Kunst på kanten på Bavnehøj Skole med støtte fra Statens Kunstfond
  • Nyt bestyrelsesnetværk og opsætning af temperaturfølere i 5 ejendomme
  • Eksperimenter omkring Østre Kapel, der skal undersøge kapellets potentiale som lokalt mødested i Bavnehøj
  • Bavnehøj Allé, der skal styrkes både som mødested og som forbindelse på tværs af kvarteret.
Vi ser frem til 2021, hvor vi inviterer til åbne workshops for et idéoplæg for Bavnehøj Allé, igangsætter indeklimakampagne, laver flere eksperimenter ved Østre Kapel, finder kunstner til projektet Kunst på Kanten på Bavnehøj Skole og indvier to kunstprojekter på Sjælør og Sydhavn Stationer.
 
Derudover forventer vi at sætte en aktivitetspulje i gang og opstarte projektet Grønne Initiativer.
 
Sidst men ikke mindst håber vi i sekretariatet at finde et kontorlokale i Bavnehøj, så vi får en fast base i kvarteret.
 
Læs mere om projekterne i kvarterplanen
 
 Med tak for indsatsen i 2020 og på gensyn i det nye år!
 
Klik for at framelde dig nyhedsbrevet
Footer