Nyhedsbrev
 
Nyhedsbrev
Februar 2021

Nyt formandskab

I mandags mødtes styregruppen for første gang i år. Her blev valgt et nyt formandskab, som frem til medio 2022 består af Jan Fønss og Mille Maria Dalsgaard (begge repræsentanter for lokale initiaver i Bavnehøj), Asbjørn Riis (repræsentant for almene boliger), Maria Elborg Noer (repræsentant for den nye boligsociale helhedsplan i Valby og Sydhavnen Mit Kvarter) og Esben Tjørnevig Henriksen og Camilla Gøhler Ryberg, som begge repræsenterer Teknik- og Miljøforvaltningen. Tillykke til det nye formandskab - vi glæder os til samarbejdet!
 

To nye projekter sat i gang

På mandagens styregruppemøde besluttede styregruppen at sætte to nye projekter i gang:
 
Aktivitetspulje
Styregruppen har sat en pulje i gang, som skal støtte lokale initiativer og aktiviteter, der kan give liv til både eksisterende og nye mødesteder i Bavnehøj. Frem mod sommerferien vil styregruppen formulere ansøgningskriterier for puljen. Ansøgningskriterier og -frister meldes ud på områdefornyelsens facebook-side, på hjemmesiden og her i nyhedsbrevet. Vi forventer, at man kan søge puljen fra 1. august 2021.
 
Vi mødes på skolen
Styregruppen har besluttet, at projektet Kunst på kanten, som har fået støtte fra Statens Kunstfond skal samtænkes med et nyt byrum på bagsiden af Bavnehøj Skole ud mod Johan Kellers Vej. Den triste betonkant omkring boldbanen og det nedslidte fortovsareal skal fornyes og aktiveres, så man kan mødes eller lege på kanten. I løbet af foråret starter vi en åben arbejdsgruppe, som sammen med elever på skolen skal samarbejde med en kunstner og landskabsarkitekter om at udvikle det nye byrum.
 
Vil du høre mere om projektet Vi mødes på skolen eller være med i arbejdsgruppen? Skriv til bavnehoej@tmf.kk.dk 
 

Vil du være med til at udvikle Bavnehøj Allé?

Så skynd dig at sætte kryds kalenderen, når områdefornyelsen inviterer til åbne workshops:
 
- 3. marts kl. 19.00-20.30 i Teams (digitalt møde pga. corona-restriktioner)
- 7. april (tid og sted følger)
27. april (tid og sted følger)
Bavnehøj Allé skal styrkes som kvarterets lokale mødested og grønne forbindelse med en ny indgang til Vestre Kirkegård fra Sjælør Boulevard. Sammen skal vi pege på potentialer, ønsker og behov.
 
På de tre workshops kan du dele dine drømme med både dine naboer og Schønherr Landskabsarkitekter, som skal tegne et idéoplæg for Bavnehøj Allé og en ny indgang.
 
Mellem de 3 workshops udvikler vi videre på idéerne, og derfor håber vi, at du har mulighed for at deltage i alle workshops. På baggrund af de 3 workshops udarbejdes et idéoplæg, som områdefornyelsens styregruppe skal godkende i juni.
 
Vil du med til workshops?
Skriv til bavnehoej@tmf.kk.dk, og følg med på facebook-begivenheden for 1. workshop den 3. marts, som løbende bliver opdateret med info og program.
Læs mere om 1. workshop den 3. marts her
 

Østre Kapel lyser op

Foto: Jan Fønss
 
Nu er der en rigtig god grund til at besøge Vestre Kirkegård efter mørkets frembrud. Om kap med gravstedernes levende lys skinner nemlig et nyt lyskunstværk af tegnestuen Byen Sover.
 
Lyskunstværket Lux XII - Et kapel på vrangen pryder forpladsen ved Østre Kapel. Man kan opleve værket i de mørke timer i kirkegårdens åbningstid kl. 7-19, og hvert 20. minut suppleres lyskunsten af et lydværk af Jens Kamp.
 
Del din oplevelse af værket med arbejdsgruppen ved at udfylde spørgeskemaet her.
 
Hvorfor lyskunst?
Nye mødesteder er et stort ønske blandt mange beboere i Bavnehøj. Lokale kræfter har i flere år arbejdet for at skabe et lokalt mødested med plads til et sprudlende kulturliv omkring Østre Kapel, hvor Sydhavn Teater hører hjemme i de lune sommermåneder.
 
I 2021 undersøger en lokal arbejdsgruppe under områdefornyelsen, hvordan Østre Kapels uderum kan understøtte kapellets potentiale som lokalt mødested. Det sker med levende og stemningsfulde eksperimenter, hvor lyskunst er det første eksperiment.
 
Man kan opleve lyskunstværket frem til den 30. april 2021. Arbejdsgruppen vil evaluere værket, og derefter tage stilling til, om der skal arbejdes videre med lyskunst, og hvilke andre initiativer, der skal afprøves ved kapellet.
 
Vil du være med i projektets arbejdsgruppe? Skriv til bavnehoej@tmf.kk.dk
Se en kort film om værket Lux XII - Et kapel på vrangen
Brug 3 minutter på at dele din oplevelse i spørgeskemaet her
 

Nyt kunstnerisk byrum på Sjælør Boulevard bliver en realitet

Teknik- og Miljøudvalget vedtog på et møde i januar, at kommunen vil eje og drifte et nyt kunstnerisk byrum på Sjælør Station.
 
Det betyder, at man til sommer vil kunne opleve en forvandlet Sjælør Station, som en arbejdsgruppe på tværs af områdefornyelserne i Sydhavnen og Bavnehøj og kunstner Søren Hüttel har arbejdet på længe.
 
For at højne trygheden under broen ved Sjælør Station bliver der etableret et byrum med kunstnerisk belysning i de mørke passager, og broens vægge bliver beklædt med farvede kakler, der mod vest illustrerer solnedgang og mod øst en solopgang. Ved at tilføre belysning og beklæde viaduktens mørke betonkonstruktioner med farvede kakler løftes det visuelle udtryk og den oplevede tryghed for pendlere, fodgængere og cyklister på Sjælør Boulevard.
 
Bag kunstværket står kunstner Søren Hüttel, som er udvalgt af en arbejdsgruppe under Områdefornyelse Sydhavnen og Bavnehøj, hvor Rådet for Visuel Kunst, Banedanmark, DSB og lokale beboere har været repræsenteret.
 
Senere på året skal politikerne også tage stilling til et kunstværk på Sydhavn Station af den lokale kunstner Sonja Lillebæk Christensen. Såfremt der er opbakning til dette værk, forventes det opført inden udgangen af 2021.
 

Trænger din ejendom til en kærlig hånd?

Gennem pulje til helhedsrenoveringer støtter kommunen forskellige renoveringsarbejder. Det kan fx være renovering af facader, tag og gavlisoleringer, udskiftning af vinduer og etablering af toilet/bad.
 
Puljen kan søges af ejere af bolig-etageejendomme som andels- og ejerforeninger eller private udlejningsejendomme. Ejendommen skal dog være fra før 1960, og puljen skal søges på vegne af hele ejendommen.
 
Ansøgningsforløbet er todelt, fordi der skal være plads til god dialog med vores kollegaer i Bygningsfornyelsen omkring kvalificering af renoveringsprojekterne.
 
Hvis du har spørgsmål til forløb eller ansøgningen, så er du meget velkommen til at kontakte Bygningsfornyelsen på bygningsfornyelse@tmf.kk.dk, eller Diana fra områdefornyelsens sekretariat, som gerne hjælper og vejleder på ef7k@kk.dk.
 
Første ansøgningsfrist: 1. marts 2021
 
Frist for den kvalificerede ansøgning (kan kun søges, hvis ansøgningen sendes videre fra første ansøgningsrunde): 20. august 2021  
Læs mere om støtte til helhedsrenoveringer her
 
Klik for at framelde dig nyhedsbrevet
Footer