Nyhedsbrev marts 2021
 
Kære læser
Så er der penge på vej til sikre skoleveje, skæve boliger og parkeringsanalyse. Læs også nyt om Lynetteholm, Backersvej og Amagerbanen.

Overskydende midler til Amager Øst

Børn i fodgængerfelt

Politikerne på Københavns Rådhus er blevet enige om, hvordan de overskydende midler fra 2020 skal fordeles. Og de har heldigvis lyttet til nogle af vores ønsker. Der er bl.a. afsat penge til:

➡️12 skæve boliger på Kofoeds Skole
➡️Sikker skolevej ved Nordøstamager Skole
➡️Sikker krydsning af Engvej ved Wibrandtsvej
➡️Analyse af mulighederne for udvidelse af parkeringszonerne
➡️Flere midler til planlægning af Ketsjersportens Hus
➡️Midler til afklaring af behov, ønsker og muligheder for udvikling af klubhus- og omklædningsfaciliteterne ved Kløvermarken

Læs mere
 
 

Få svar på dine spørgsmål om Lynetteholm

Lynetteholm - udsigt over vandet
Sammen med TV 2 Lorry og fire andre lokaludvalg er vi medarrangører af et virtuelt borgermøde om Lynetteholm. På mødet vil politikere fra Borgerrepræsentationen og repræsentanter fra By & Havn besvare spørgsmål fra borgerne. Borgermødet finder sted søndag den 11. april kl. 19.55 – 21.00. Det foregår via en digital platform og sendes live på: www.tv2lorry.dk.

Vil du være en del af live-udsendelsen, så send en mail til Indre By Lokaludvalg senest 6. april sammen med dine spørgsmål til projektet og skriv Lynetteholm i emnefeltet. TV 2 Lorry forbereder en spørgerække, og du bliver kontaktet, hvis dine spørgsmål kommer med.

Læs mere
 
 

Cykelsti fra Ved Amagerbanen til Raffinaderivej færdiggøres

Halvfærdig cykelsti ved Prags Boulevard/Ved Amagerbanen. Foto: Google
Det manglende stykke cykelsti for enden af Ved Amagerbanen bliver lavet færdigt i år, så man vil kunne køre sikkert og nemt videre til Raffinaderivej. Kommunen forventer at begynde anlægsarbejdet i løbet af foråret 2021 og være færdige i slutningen af 2021. 
Læs mere
 
 

Vores visioner for Amagerbanen

Besøgscenter ved Amagerbanen. Illustration: Transparent Design
Vi ønsker at bevare Amagerbanen som grønt, rekreativt område med hyggelige oplevelser. Derfor har vi fået lavet en visionplan for området ved Amagerbanen sammen med områdets brugere. Blandt forslagene er værksted med besøgscenter, café og mødested ud til krydset Vermlandsgade/Uplandsgade, samt en legeplads mellem kolonihaverne og skinnerne. Visionen er blevet til via digital borgerinddragelse i december 2020
Læs mere
 
 

Kom med til dialogmøde om Backersvej

Backersvej
Bor du mellem Samosvej og Hedegaardsvej, og har du en mening om Backersvej? Nu starter dialogen om anden del af Backersvej og planlægningen af sikker skolevej på strækningen. Hvis du vil være med, hører vi gerne fra dig på mail aoelu@kk.dk
Første møde er planlagt som en vandretur langs hele strækningen og vil efter planen ske før sommerferien, hvis Corona-situationen tillader det. 
Læs mere
 
 

Amager tager skraldet den 18. april

Ama'røsten
Kom og vær med til den årlige affaldsindsamling sammen med Ren kærlighed til Amager og Miljøpunkt Amager. Vi samler skrald ind fra gader, stræder, strand og parker på Amager. Snappere, poser og håndsprit udleveres ved Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3 søndag den 18. april kl. 10-13. Læs mere i facebook-eventet eller på www.affaldsindsamlingen.dk
Se facebook-event
 
 

Lokaludvalgsmødet 25. marts afholdes digitalt

 
Lokaludvalgsmødet den 25. marts afholdes digitalt. Hvis du vil i dialog med lokaludvalget på et lokaludvalgsmøde, bedes du kontakte sekretariatet. Så vil vi sende dig et link til at deltage i mødets første halve time, som normalt er afsat til "borgernes tid".
 
For at forhindre spredning af coronavirus arbejder lokaludvalgets sekretariat hjemmefra indtil videre. Vi kan som altid kontaktes på mail og telefon.
Kontakt sekretariatet
Footer