Nyhedsbrev
 
Nyt om byggesager
Oktober 2021
Velkommen til andet nummer af vores nyhedsbrev, hvor du kan blive introduceret til vores nye hjemmeside, blive klogere på, hvordan du får din byggeansøgning hurtigere igennem, og læse om, hvad du får ud af at deltage i vores kundemøder.

Ny hjemmeside gør det nemmere for dig

I dag torsdag den 28. oktober lancerer vi vores nye hjemmeside. Den giver dig som ansøger bedre overblik i byggetilladelsesprocessen. Vi har bl.a. som noget nyt lavet en tringuide, som bryder processen ned i fire overskuelige trin. Ligesom siden har fået et grafisk løft, så det visuelt er nemmere at afkode, hvor i ansøgningsprocessen du er, og hvad du skal gøre som næste skridt.
 
Vi har også samlet hyppige byggeprojekter i en række cases, så du nemmere kan finde hjælp til dit specifikke byggeprojekt. Fx Sammenlægning af lejligheder, Altan eller tagterrasse eller Restaurant og café.
 
Har du gemt nyttige links til bestemte sider på vores gamle hjemmeside, kan du fortsat bruge dem. De gamle links fører dig automatisk ind på en opdateret side.
Besøg den nye hjemmeside og få et bedre overblik 

Fuldt oplyste ansøgninger giver hurtigere sagsbehandling

I forvaltningen gør vi alt, vi kan for at nedbringe sagsbehandlingstiden, så I hurtigt kan komme i gang med jeres byggeri. Men vi har brug for, I som ansøgere hjælper os.
 
Vi modtager årligt 3-4.000 byggeansøgninger, og vi oplever, at størstedelen af dem er mangelfulde. Det medfører, at sagsbehandlingstiden trækker ud, fordi I skal bruge mere tid på at indsende det resterende materiale, og vi skal igennem sagen flere gange end nødvendigt.
 
I kan dog hjælpe med gøre det nemmere at overskue projektet. Følg vejledningen på hjemmesiden, og send først ansøgningen ind, når I har samlet alt nødvendigt materiale og sikret jer, det er tydeligt, hvad I søger om. Så kan I forvente en hurtigere og mere problemfri sagsbehandling.
 
Ansøgninger, der har det hele med fra starten, kommer hurtigst i mål! Vi vil gerne bruge vores tid på de ansøgninger, der er forberedte og klar til sagsbehandling. Mangler der materiale til ansøgningen, risikerer I derfor, den bliver afvist.
Læs mere om ansøgningsprocessens fire trin

Deltag i vores kundemøder

Siden maj 2021 har vi afholdt 12 kundemøder. Det har stor værdi for os at være i direkte dialog med ansøgere og deres rådgivere. Vi får bedre indblik i jeres udfordringer, og I bliver klædt bedre på til ansøgningsprocessen.
 
Og dialogen har båret frugt. Vi kan se, at fx altanansøgningerne er blevet væsentligt bedre i den periode, og det er en af de vigtigste faktorer for at nedbringe sagsbehandlingstiden.  
 
Vi laver også særarrangementer med jer kunder. Har I et specifikt emne inden for byggesagsbehandling, I gerne vil vide mere om, og kan I samle minimum 25 personer, holder vi gerne et oplæg for jer. Skriv til bygninger@kk.dk, hvis I ønsker et særarrangement.  
 
I er også velkomne til at sende os input til emner på kommende kundemøder.
Find materiale og læs mere om kommende kundemøder
Vidste du

Vidste du...?

 
  • at mellem 60-70 % af ansøgningerne pt er mangelfulde?
  • at vi løbende opdaterer vores hjemmeside, så det, du skal bruge for at lave en fyldestgørende ansøgning, altid er lige ved hånden?
  • at vi har skannet ALLE byggesagstegninger (og øvrige sagsdokumenter), så du nu kan finde dem digitalt i FilArkiv?
Footer