Nyhedsbrev
 
Nyhedsbrev
December 2021

Seneste nyt fra styregruppen

Den 18. november afholdt styregruppen sit sidste møde i 2021. Styregruppen besluttede at igangsætte et projekt om begrønning af fortove og facader i Bavnehøj – Grønne initiativer. Ideen udspringer af et lokalt ønske om at skabe grønnere gader og små grønne rum tæt på boligerne i Bavnehøj.

Derudover igangsatte styregruppen indsatser, hvor vi sammen med lokalområdet bl.a. sætter fokus på affaldssortering og energibesparelser. Der er mange spændende ting i vente i 2022, hvor der også kommer genvalg til styregruppen for områdefornyelsen i løbet af sommeren.

Der er kun to møder tilbage inden midtvejsvalg, hhv. den 26. januar 2022 og den 17. maj 2022.
 
 

Highlights fra året der gik - og nyt at se frem til

 

Kunst på Kanten

 
Hvad er der sket i løbet af året?
Vi har inddraget de nuværende 7. klasser på Bavnehøj Skole for at blive klogere på de unges ønsker og behov til udviklingen af et byrum og en ny adgang til skolen fra Johan Kellers Vej. Syv elever fra skolen har meldt sig som ungepanel og vil arbejde videre med projektet i samarbejde med naboer og andre interesserede. I december har vi fundet rådgiverteamet, der skal udvikle og tegne projektet. Det bliver Spektrum Arkitekter og kunstner Astrid Marie Christiansen.

Hvad kan du glæde dig til i 2022?
To workshops, hvor du kan se de første skitser og møde ungepanelet og rådgiverteamet.
#1 onsdag d. 12. jan. kl. 17-19*
#2 onsdag d. 23. feb. kl. 17-19*

*Workshops afholdes på Bavnehøj Skole og iht. gældende Covid-19 restriktioner.
 
Er du interesseret i at deltage workshop #1, så skriv til: bavnehoej@tmf.kk.dk - senest 9. januar 2022.

Det kunstneriske byrum vil stå færdigt i efteråret 2022.
 

Hverdagens mødesteder

 
Hvad er der sket i løbet af året?
Det første eksperiment, lyskunstværket LUXII - Et kapel på vrangen, blev positivt evalueret efter lysfestivalen 2021 og arbejdsgruppen besluttede at værket skulle forblive. Det hænger nu frem til marts 2022. Hvis værket skal gøres permanent, er det nødvendigt med en ny konstruktion til ophæng.

Det andet eksperiment, der blev sat i gang i år, var en ny bemaling af asfalten ved kapellets østside, der inkluderede rydning af taks, at få flis lagt ud, og indkøb af flytbare møbler samt afprøvning af kaffesalg.
Den 9. december indviede vi værkerne ved kapellet med smuk korsang og luciaoptog.

Fra projektet har styregruppen afsat 1 mio.kr. til en ny belægning omkring Østre Kapel.

Hvad kan du glæde dig til i 2022?
I 2022 skal vi finde ud af, om der skal afsættes midler til et nyt mødested, eller vi skal arbejde videre med at modne Østre Kapel som mødested. Vi skal også følge den spændende udvikling af både kapellets renovering og kirkegårdens klimasikring.  
 

Sydhavnens Porte

 
Hvad er der sket i løbet af året?
Entreprenørerne har været i fuld gang på Sjælør st. siden i sommer. De har sat farvestrålende fliser op og monteret lys, der skaber en regnbue i loftet. Vi har lavet test af lyset sammen med kunstner Søren Hüttel, og det ser fantastisk ud. Der mangler fortsat lidt tekniske udbedringer, men det forventer vi bliver gjort i januar 2022.

Hvad kan du glæde dig til i 2022?
Glæd dig til en festlig indvielse af kunstværket på Sjælør Station. Vi melder datoen ud snarest.
 

Bedre Boliger

 
Hvad er der sket i løbet af året?
Bestyrelsesnetværket, der er repræsenteret ved 7 ud af områdets 12 ejendomme, har mødtes 3 gange, hvor der er blevet vidensdelt på tværs af kvarteret. Bestyrelsesnetværket har været med til at tilrettelægge indeklimakampagnen i området, hvor en kunstner udarbejdede materiale til kvarteret, der formidler temaet på en visuel og anderledes måde. Flyer og indeklimakort er blevet husstandsomdelt i de ejendomme, som ønskede det. Skulle du stadig ikke have modtaget materialet så kontakt områdefornyelsen på bavnehoej@kk.dk. Er I en hel ejendom, som ønsker materialet, så er dette stadig muligt.

Netværket har derudover haft fokus på optimering af varmekældre, for at opnå det bedste fundament for opnåelse af besparelser og samtidig have tilpas med varme i ejendommene.

Hvad kan du glæde dig til i 2022?
I 2022 sættes der fokus på affaldssortering, samtidigt med at arbejdet i varmekældrene fortsætter. Bestyrelsesnetværket mødes efter planen 3-4 gange, hvor nye ejendomme stadig er mere end velkomne til at deltage. Derudover vil der i samarbejde med HOFOR blive sat fokus på adfærdskampagner.
 

Bavnehøj Allé som grøn forbindelse og mødested

 
Hvad er der sket i løbet af året?
Vi har afholdt 3 åbne workshops, der har resulteret i et idéoplæg.
Der er givet midler til anlægsprojektet med nu i alt 17,8 mio. kr. til at styrke Bavnehøj Allé som lokalt mødested med en ny kvarterplads og forbedre forbindelsen på tværs af kvarteret med en ny indgang til kirkegården fra Sjælør Boulevard.
I december mødtes arbejdsgruppen, hvor vi snakkede om, hvordan vi får endnu flere borgere med i udviklingen af projektet.

Hvad kan du glæde dig til i 2022?
Både spændende og hyggelige arrangementer og andre midlertidige tiltag som skal sætte alléen og forbindelsen i spil i foråret. Sammen med en række uddybende interviews med områdets brugere skal det hjælpe os med at blive klogere på lokale ønsker og behov.

Glæd dig også til lysværk på Bavnehøj Allé i forbindelse med CPH Light Festival 4.-27. februar 2022 og de kommende workshops med arkitekter og ingeniører, hvor skal vi udvikle projektet videre.
 
Alle er fortsat velkomne i arbejdsgruppen, hvor vi både skal arbejde med midlertidige tiltag i 2022 og udvikle projektet videre med de kommende rådgivere. Næste møde i arbejdsgruppen er d. 19. januar kl. 17-19. Skriv til bavnehoej@tmf.kk.dk, hvis du er interesseret.
 

Aktivitetspuljen


Hvad er der sket i løbet af året?

I 2021 formulerede en arbejdsgruppe krav og prioriteringer for aktivitetspuljen Nye traditioner og synlige fodaftryk. Puljen gik i luften med første frist 15. august og løber til 2023. Puljen har givet tilsagn til sit første projekt ”Ny Normal 24:50”.

Hvad kan du glæde dig til i 2022?
Glæd dig til videokunstprojektet ”Ny Normal 24:50” i form af kortfilm på udvalgte steder i Bavnehøj og Sydhavn. Projektet afholder fernisering d. 7. januar 2022 og filmene vil forhåbentlig skabe undren og være et kreativt indspark til den mørke januar - og måske få dig til at stoppe op på dine daglige ruter i lokalområdet. 

Du kan også glæde dig til mange flere projekter i Bavnehøj i 2022!
 
HUSK - hvis du har en god idé til et spændende projekt, så søg aktivitetspuljen. Du kan få vejledning til ansøgning ved at skrive til rm9x@kk.dk. Ansøg via Områdefornyelse Bavnehøj (kk.dk) 
 
Bor eller arbejder du i Bavnehøj, og vil du være med i puljeudvalget, der beslutter, hvordan midlerne fordeles.? - så skriv til os på bavnehoej@tmf.kk.dk
 

God jul og godt nytår fra sekretariatet!

Fra den 22. december - 3. januar er sekretariatet på juleferie.
Vi glæder os til at udvikle flere spændende projekter i det nye år.
 
God jul og godt nytår til alle!
 
Følg med i udviklingen via vores Facebook eller følg mitbavnehoej på Instagram.
 
 
Klik for at framelde dig nyhedsbrevet
Footer