Nyhedsbrev
 
Nyhedsbrev Kommunal PRO #4
April 2022

Velkommen til det fjerde nyhedsbrev fra Kommunal PRO.

Der er sket meget siden sidste Kommunal PRO-nyhedsbrev. Udviklingen af it-løsningen, der i fremtiden skal understøtte patientrapporterede oplysninger i kommunerne, er nu så langt, at vi kan begynde at teste funktionerne.
 
Derudover er vi i gang med at rekruttere de pilotkommuner, der skal afprøve løsningen. Mon det er noget for din kommune?

Det er med andre ord blevet tid til en nyhedsopdatering. I fremtiden vil vi forsyne dig med nyheder om udviklingen af løsningen ca. 4 gange om året.
Du er velkommen til at dele nyhedsbrevet med dine kolleger og andre interesserede.  
 
God læselyst!    
 
Venlig hilsen
Styregruppen for Kommunal PRO
 
 
 
 
 

Test af Kommunal PRO-løsning

Udviklingsfasen har været i gang siden august 2021, og fire kommuner er netop nu begyndt at teste de funktioner, der er udviklet til PRO-løsningen.

Aalborg, København, Vejle og Roskilde kommuner har sagt ja til at teste funktionerne gennem hele flowet. Lige fra oprettelsen af spørgeskemaet til svar fra borgeren.

De tester således: 
  1. Administrationsmodulet: Oprette spørgeskemaer og tildele planer.
  2. Medarbejdermodulet: Udsende spørgeskema til borger og se svar fra borger.
  3. Borgerløsningen: Besvare spørgeskema.
Testen fortsætter frem til sommerferien.
 
 
 

Pilotkommuner søges

Projektet er lige nu i gang med at rekrutterre  pilotkommuner, der skal afprøve Kommunal PRO-løsningen fra august 2022.

Flere kommuner - heriblandt København, Frederiksberg, Guldborgsund, Vejle, Brønderslev og Aalborg - har allerede meldt sig til opgaven.

Der er brug for i alt 10-12 pilotkommuner for at få et retvisende billede af, hvordan løsningen fungerer i praksis, og hvilke funktioner der evt. skal korrigeres.

Har din kommune lyst til at være pilotkommune?
Skriv til KommunalPRO@kk.dk senest den 9. maj.
 
Der kommer mere information om dette med implementeringspakken, der udsendes til kommunernes kontaktpersoner umiddelbart efter påske. 
 
 
 
 

Fuldtallig styregruppe

Der er kommet to nye medlemmer af styregruppen siden sidst.
  • Rikke Saltoft, digitaliseringschef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, er indtrådt i styregruppen som afløser for tidligere digitaliseringschef Mette Harbo.
  • Susanne Johansen, Chef i Afdeling for Pleje og Omsorg, Vordingborg Kommune, er indtrådt i styregruppen som afløser for tidligere styregruppemedlem Jessie Kjærgaard.
 
Med Vordingborg Kommunes deltagelse i styregruppen, er alle landsdele nu repræsenteret, og styregruppen er dermed fuldtallig.
 
Øvrige medlemmer af styregruppen: 
  • Niels Rygaard, styregruppeformand, IT- og digitaliseringschef i Ældre- og Handicapforvaltningen, Aalborg Kommune
  • Sofie Plenge, styregruppemedlem, sundhedsdirektør, Vejle Kommune.
  • Karen Heebøl, styregruppemedlem, direktør, Ikast-Brande Kommune 
  • Mette Rye Sørensen, styregqruppemedlem, afdelingsleder, Afdeling for Digitale Projekter, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune.
 
 

Ny programleder for Kommunal PRO

Den 1. januar 2022 startede Charlotte Rothenborg som ny programleder for Kommunal PRO. Charlotte Rothenborg sidder i Center for Digitalisering i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning og afløser tidligere programleder Signe Vind.
 
”Det er utrolig spændene og meningsfyldt at arbejde med et projekt, der giver kommunerne mulighed for at videndele og inspirere hinanden til endnu bedre brug af patientrapporterede oplysninger i fremtiden”, siger Charlotte Rothenborg.
 
 
 

Tidsplan for Kommunal PRO

Projektet overholder den aftalte tidsplan, der ser ud som følger:
 
Udviklingsfase:              fra august 2021
Pilotafprøvning:            fra august 2022
Løsning klar til drift:    fra november 2022
 
 
 
 
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Footer