Nyhedsbrev
 
Nyt om byggesager
Oktober 2022
Med Københavns Kommunes budgetforhandlinger i sidste måned fik vi sikret midler til en styrket indsats på byggesagsområdet. Det kan du læse mere om her i efterårets nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på brandhensyn i gamle københavnerejendomme og hurtigere afgørelser i flere sager.
 
God læselyst!

Budgetmidler sikrer, vi får sagspuklen i bund

I sidste nyhedsbrev skrev vi om en række mulige initiativer, der kunne få bugt med sagspuklen på byggesagsområdet frem mod sommer 2023. Vi er derfor glade for, at der i budgettet for 2023 er afsat de nødvendige midler til både igangværende og nye initiativer på byggesagsområdet. Målet er fortsat, at nye byggesager kan overholde de nationale servicemål i juli næste år.
 
Vi tilbyder bl.a. en styrket forhåndsdialog, så du som byggeansøger er godt klædt på i ansøgningsprocessen. Ligesom vi kan fortsætte det eksterne samarbejde, som allerede i dag bidrager væsentligt til det sagsforberedende arbejde.
 
Færre sager med servicemål og større indblik i egen sag
Vi er altså godt i gang med at afvikle den sagspukkel, vi har oparbejdet efter overgangen til BR18, og i 2022 vi har nedbragt mængden af sager med servicemål fra mere end 1600 til 1300 sager. Målet er, at vi til næste sommer er nede på omkring 500 sager.
 
Vi fik også budgetmidler til udvikling af en digital løsning, der fremover giver ansøgere bedre indblik i sagsprocessen. Den skal sikre større transparens for ansøgere og give en prognose for, hvornår sagen kan forventes at blive afsluttet.
Læs mere om midler til byggesagsområdet i Budget 2023

Nye vejledninger om brandhensyn på kk.dk

Københavns mange ældre bygninger er særlige – og komplekse, når de skal behandles efter brandreglerne i bygningsreglementet. Det er fx de færreste byggesager i ældre boligetageejendomme, der kan rummes i en brandklasse 2 (BK2). Derfor har vi lavet en vejledning, der skal hjælpe ansøgere – både bygherrer og brandrådgivere - med at forstå de problemstillinger, der ofte er forbundet med ombygninger i byens ældre etageejendomme – de såkaldte ’københavnerejendomme’.
 
Vi fortæller bl.a., hvad du skal være særlig opmærksom på i forbindelse med tagboliger, sammenlægning af lejligheder og ændring fra erhverv til bolig. Og du får tips til den gode ansøgning, som kan sagsbehandles hurtigere.
 
Læs mere om brandklasser og se vejledningen

Flere sager afgøres inden for 5 uger

Kort før sommerferien lancerede vi STRAKS-behandling af sager om énfamiliehuse. Det er en ny hurtig ansøgningsproces, hvor du kan få en byggetilladelse efter kun 5 uger, hvis du skal bygge nyt, bygge til eller bygge om i dit hus. Din byggesag skal her leve op til en række betingelser.
 
 
Vi har allerede gjort de første erfaringer. Sagerne er afgjort på rekordfart, og vi regner med at se flere af samme slags i de kommende måneder, efterhånden som flere hører om ordningen.
 
Hurtigere afgørelser gør sig også gældende i altansager i 2022, hvor mange ansøgere har kunnet glædet sig over at få en afgørelse inden for en måned.
 
Det skyldes ikke mindst en god, løbende dialog med altanbranchen, som har resulteret i, at vi modtager flere fyldestgørende ansøgninger, der overholder altanretningslinjerne. Vi kan derfor afgøre dem allerede i forbindelse med første behandling af ansøgningen.
 
Dialogen har også gjort os klogere på ansøgernes behov. Derfor er vi nu i gang med at gøre altanretningslinjerne tydeligere – både sprogligt og visuelt, så de bliver nemmere at forstå og overholde for ansøgere. På den måde hjælper vi hinanden til hurtigere afgørelser.
Læs mere om ansøgning til altaner og se retningslinjerne

Hvad vil du vide mere om?

Vi vil gerne lave et nyhedsbrev, der giver dig ny viden og nyttig information om byggesager i Københavns Kommune. Vi er derfor nysgerrige efter at vide, hvad der er vigtigt for dig, eller hvad du synes kunne være spændende at læse om i de kommende nyhedsbreve.
 
bygninger@kk.dk
 
 
 
Modtager du endnu ikke vores nyhedsbrev?
Tilmeld dig her
Footer