Nyhedsbrev
 
Nyt om byggesager
August 2023
Parasoller og klipklapper er pakket væk, og hverdagen i København er tilbage for fuld skrue. I hvert fald i Område for bygninger i Københavns Kommune. Vi har i dette nyhedsbrev godt nyt om sagspuklen, en vejledning om affaldsrum i nybyggeri på vej og nyt om byggesagsbehandling ved events i byrummet.  
 
God læselyst!

Vi har afviklet sagspuklen

Vi har i København længe kæmpet med sagsbunkerne på byggesagsområdet, men denne sommer har vi nået en vigtig milepæl. Med en målrettet indsats, nytænkning og knalddygtige medarbejdere er det lykkedes os at afvikle den ophobede sagspukkel. Det er et afgørende skridt henimod kortere sagsbehandlingstider.
 
Hør områdechef Marie-Louise Hædersdal fortælle mere om, hvordan vi er nået dertil, og hvad vi gør for at forsætte den gode udvikling.

Glem ikke plan for indretning til affaldssortering

Når du søger om byggetilladelse til større byggeprojekter som fx større gårdprojekter, erhvervsbyggeri eller nye etageboliger, skal du huske at medsende en plan for indretning til affaldssortering sammen med alt det øvrige materiale til din byggeansøgning.
 
I mange af de byggeansøgninger, vi modtager, er der krav om dokumentation for affaldsløsning i byggeriet. Men vi oplever, at langt størstedelen af den type sager enten mangler detaljerede tegninger af affaldsløsningen, eller at planen for indretning ikke er tilstrækkeligt beskrevet.
 
Det betyder, du bliver bedt om at eftersende materialet, og det trækker sagsbehandlingstiden ud. I værste fald kan det betyde, at meget store byggeprojekter skal projekteres om, hvis indretning til affaldssortering ikke er tænkt med i byggeriet fra start.
 
Ny vejledning på vej
Vi hører fra mange ansøgere, at det er svært at finde ud af reglerne for affald i forbindelse med byggesansøgning og svært at overskue, hvor de finder de forskellige vejledninger.
 
1. oktober 2023 er vi derfor klar med en ny og forbedret vejledning om affaldsløsninger i nye byggeprojekter. Her får I tydeligere retningslinjer, eksempler, illustrationer og tjeklister.

På forkant med tilbagevendende events

København er en levende by, hvor der foregår mange events og arrangementer i byrummet i årets løb. Mange populære arrangementer kommer igen år efter år.
 
Ud over at søge kommunen om tilladelse til brug af fx en offentlig plads eller park, skal arrangøren også huske, at det kræver byggesagsbehandling, hvis der fx skal opsættes en scene. Det er mange dog ikke opmærksomme på i tide. Og det kan blive et problem, hvis de både skal nå at lave ansøgningsmateriale, og vi skal have tid til sagsbehandling inden arrangementet.
 
Vi hjælper arrangøren på forkant
De arrangementer, som vi ved gentages hvert år, kan vi hjælpe bedre på vej. Derfor er vi begyndt at kontakte arrangørerne 3 måneder i forvejen for at gøre opmærksom på:
  • at de skal huske at søge tilladelser
  • hvilken form for dokumentation, de skal medsende
  • at de skal sende ansøgningen senest 2 måneder før arrangementet
På den måde får de tid til at lave en bedre ansøgning, som kan blive behandlet hurtigere, og arrangementet kan gennemføres uden nedbidte negle.
Læs mere om byggetilladelse ved arrangementer

Vidste du...?

 
  • at Social- og Boligstyrelsen har lavet en tjekliste, så du nemmere kan tjekke om tagrummet i din etageejendom er brandsikret? Du finder den her: https://brandsikkerbygning.dk/ 
  • at du altid skal huske at medsende fuldmagt fra ejendommens ejer sammen med din byggesansøgning, før vi kan begynde at behandle den?
  • at vi løbende opdaterer vores hjemmeside, så det, du skal bruge for at lave en fyldestgørende ansøgning, altid er lige ved hånden?
 
 
 
Modtager du endnu ikke vores nyhedsbrev?
Tilmeld dig her
Footer