Nyhedsbrev
 
Svireklubbens julenyhedsbrev
12. december 2023

Tak for mange gode oplevelser i Svireklubben i 2023

 
Her kommer det sidste nyhedsbrev fra Svireklubben i 2023. Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige TAK til alle jer, der har meldt jer ind, taget initiativer til arrangementer og er mødt op til Svireklubbens aktiviteter i løbet af året. Det har virkelig været en fornøjelse for os at puste nyt liv i Svireklubben med sådan et engagement og interesse fra jer.
 
Nedenfor et billede af Ingeborg der begejstret fortæller om kravlenissernes historie ved årets julehygge i Hovedkassen på Københavns Rdåhus. 
 
Facilitator Ingeborg Philipsen fortæller om kravlenisser ved årets julehygge i Hovedkassen på Københavns Rådhus
 

Svireklubbens nye tiltag 'Åben Erindringsklub' og 'Thorvaldsenklub'

 
Vi har fået skudt gang i to nye Svireklubinitiativer: Åben Erindringscafé på Københavns Stadsarkiv, der afholdes sidste mandag i måneden, og Thorvaldsen Café på Thorvaldsen Museum, der afholdes første onsdag i måneden. Også her har det været en stor glæde at se, hvor mange af jer, der er mødt op og hvordan snakken går på kryds og tværs – både mellem jer, der kender hinanden fra tidligere hold, og på tværs af hold.
 
Vi er også glade for at langt de fleste af jer husker at melde afbud, hvis I bliver forhindrede. Det er vigtigt for os af hensyn til planlægningen, så bliv endelig ved med det – og gerne i så god tid, som muligt.
 
Vi holder lukket mellem jul og nytår, så der er ikke Åben Erindringscafé på Stadsarkivet i december. Den næste Thorvaldsen Cafe bliver den 3. januar 2024 og den næste Åbne Erindringscafé bliver 29. januar 2024 (mere om det nedenfor).
 

Tilmelding til Thorvaldsencafé d. 3. januar

 
Thorvaldsen Café er den 3. januar kl. 15.00-16.30: Kom med Svireklubben bag om udstillingen ”Kunstens konge, folkets søn”, når museumsinspektør Kira Kofoed fortæller om sit arbejde med udstillingen. Arrangementet er et særtilbud for Svireklubbens deltagere.
 
Tilmelding foregår som altid pr. mail til erindringsklubber@kk.dk og er selvfølgelig gratis.
 
Bemærk: Vi har ændret tidspunktet, så vi starter en halv time før, da museet lukker kl. 17.00 og vi gerne vil have god tid til at runde af.
 
Der kommer flere oplysninger om Åben Erindringscafé i nyhedsbrevet i januar – men sæt allerede nu kryds i kalenderen 29. januar 2024.
 

Vil du med til klassiske koncerter i 2024?

 
Der er allerede nogen af jer, der har meldt sig til at gå sammen til klassiske koncerter, sådan som Per fra Svireklubben har foreslået. Men der er stadig plads til flere på mailinglisten.
 
Ideen er at I mødes og går sammen til klassisk koncert ca. en gang om måneden. Alle kan komme med forslag til koncerter. Bagefter tager I evt. en drink, mens I taler om koncerten. Per tænker sig en gruppe på ca. 10 personer, så der er lidt at ’trække på’, og måske tre-fire der kan hver gang, og så der er mulighed for at melde fra, når det ikke passer ind i ens program.
 
Hvis du har lyst til at komme med på listen og følges ad til klassiske koncerter, så skriv til erindringsklubber@kk.dk
 

Vi ses i 2024

 
Tilbage er bare at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Vi glæder os til at se jer til arrangementer i svireklubben igen i 2024.
 
Mange hilsner
Lise og Ingeborg
Footer