Nyhedsbrev
 
Svireklubbens nyhedsbrev
Marts 2024
Her kommer det månedlige nyhedsbrev, hvor vi forsøger at forklare lidt om de mange 'klubber' og 'caféer', der flyver rundt her i nyhedsbrevene - og så har vi selvfølgelig flere informationer om de næste tilbud fra Svireklubben.
 

Thorvaldsen Café, Åben Erindringscafé, Svireklub - er du forvirret?

Hvad er Svireklubben og hvad er caféerne, tænker du måske?
 
Svireklubben er den samlende betegnelse for alle de tilbud, vi har for alle jer, der går eller har gået 12 uger i Erindringsklub på Københavns Stadsarkiv, eller til Thorvaldsenklub på Thorvaldsen Museum.
 
Nogle af de aktiviteter, der foregår i Svireklubben er:
  • Erindringscafé  finder sted på Københavns Stadsarkiv kl. 15.30 normalt hver den sidste mandag i måneden
  • Thorvaldsen Café finder sted på Thorvaldsens Museum 15.00 normalt den første onsdag om måneden
Du er meget velkommen til at komme til caféerne både det ene og det andet sted uanset hvilken slags klub, du går/har gået i. Der er ikke faste deltagere, så man 'bryder' ikke ind i noget. Tværtimod vil vi bare gerne have flere med. 
 
Med andre ord; Kom glad, bare du har husket at tilmelde dig, så vi ved hvor meget kaffe, vi skal brygge.
 
OBS: husk at bruge denne mail: erindringsklubber@kk.dk og ikke "besvar mail"-funktionen på nyhedsbrevsmailen, da I ellers skriver til den forkerte mailadresse.
 
Grupper i Svireklubberne
Ud over cafeerne, som vi beværter, er der også opstået diverse grupper under Svireklubben, der laver forskellige aktiviteter sammen, såsom skrivegrupper, byvandregrupper, klassiske koncert gruppe - ligesom nogle af jer mødes og laver hyggelige aktiviteter sammen i mere eller mindre løse grupper. Her er vi kun fødselshjælpere og overlader herefter initiativerne til jer.
 
Når der er plads til nye medlemmer i f.eks. klassisk koncert- eller skrivegruppen - eller der er forslag om nye typer grupper, skriver vi det i Svireklubbens Nyhedsbreve. I næste ugebrev vil vi præsentere nogle ideer om en ny skriveklub og en fotobog-workshop vi har i støbeskeen. I er naturligvis altid velkomne til at foreslå dannelsen af nye grupper.
 

Udsolgt til 'Rundt om et Kirsebær'

Der er udsolgt på udflugten til Bank og Sparekassemuseets  med særrundvisning i udstillingen 'Rundt om et Kirsebær'. Alle de 25 pladser til turen er besat - så du kan kun komme med, hvis du har fået bekræftet, at du har fået en plads. Husk også at melde afbud, hvis du alligevel ikke kan komme, så én på ventelisten, kan få din plads.
 
Hvis du har fået en plads: Mandag den 18. marts mødes vi ved indgangen til Bank og Sparekassemuseet. Adressen er Overgaden neden Vandet 11, 1414 København K kl. 15.30.
 
Men iøvrigt, er der ingen grund til at fortvivle, hvis du ikke fik en af pladserne. Det er nemlig også muligt at besøge udstillingen på egen hånd, og der er gratis adgang. I kan finde flere oplysninger om åbningstider her:
https://www.bankogsparekassemuseet.dk/?page_id=695
 

Der er stadig få ledige pladser i ugen efter påske

I ugen efter påske inviterer vi til to spændende arrangement på henholdsvis Thorvaldsens Museum og Københavns Stadsarkiv. Der er stadig få ledige pladser.
 
3. april: Introduktion til udstillingen Genskin ved Museumsinspektør Kristine Bøggild
Den 14. marts åbner udstillingen Genskin på Thorvaldsens Museum. På denne Thorvaldsen Café introducerer museumsinspektør Kristine Bøggild historien om de magiske antikke spejle fra det gamle Etrurien. De etruskiske spejle giver os gennem deres rige billedverden et vigtigt indblik i oldtidsfolkets mytologi, religion, sprog, kultur og samfundsforhold. Vi kaster lys over deres kulturelle, kunstneriske og samfundsmæssige betydning. 
 
Spejle har altid fascineret mennesket. Betydningen af refleksion kan genfindes i myter og ritualer overalt i verden. Nogle fungerer på mystisk vis som orakler eller portaler til andre verdener, ligesom de kan have ondt afværgende egenskaber. I spejlfladerne kan vi også møde os selv, vores eget spejlbillede.
 
Sted: Thorvaldsens Museum, Rum 33 på 1. sal
Tid: 3. april kl. 15.00-16.30
Tilmelding: send mail til erindringsklubber@kk.dk. Du er først tilmeldt, når du får en bekræftelse. Husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret.  
 
4. april: Film på arkivet - Husker du DSB-færgerne? (Ekstra Erindringscafé)

Kom med til en hyggelig eftermiddag i læsesalen på Københavns Stadsarkiv, hvor Svireklubdeltager Kjeld Bentzen viser gamle filmklip fra tiden med DSB-færgerne. Denne eftermiddag introducerer Kjeld filmene ganske kort, ligesom han fortæller lidt om sin samling af færgefilm.  

 

Undervejs holder vi pauser, hvor I kan byde ind med minder fra cafeteriaerne, lugten af friture, ventesalene og de vippende ture over diverse have og bælter. 

 

Kjeld har taget initiativ til dette arrangement, har du en anden god idé om et arrangement, så tag endelig kontakt til os.

 

Sted: Læsesalen på Københavns Stadsarkiv, Københavns Rådhus 

Tid: OBS: Torsdag d. 4. april kl. 14.00- ca. 16.00 

Arrangør: Svireklubdeltager Kjeld Bentzen  

Tilmelding: Send en mail til erindringsklubber@kk.dk. Du er først tilmeldt, når du får en bekræftelse. Husk at melde afbud, hvis du bliver forhindret.

 

På gensyn i cafeerne

Vi glæder os og håber vi kommer til at se rigtig mange af jer til Erindringscafé og Thorvaldsen Café.
 
 
Mange hilsner fra jeres værter
 
Lise og Ingeborg 
 
Footer