Nyhedsbrev
 
Nyt om byggesager
August 2024
Hverdagen er tilbage i byen for fuld skrue efter en lang og rolig sommer. Det betyder ikke, arbejdet har været gået i stå i Københavns Kommune. I Område for Bygninger er der mange medarbejdere, som har holdt hjulene i gang hen over sommeren, så vi kan holde sagsbunkerne nede.
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om nye altanretningslinjer og om, hvordan vi tænker i nye baner for at få hurtigere afgørelser i sager om færdigmeldinger og ulovligt byggeri.
 
God læselyst!

Tak for sidst – dialogmødet gav nye tiltag for færdigmeldinger

Afslutning af byggesager var temaet på vores seneste dialogmøde i maj måned. Tusinde tak til jer, der deltog, og tak for jeres mange gode input. De er vigtige for os.
 
Vi har løbende fokus på at gøre vores sagsbehandling mere effektiv og mere smidig – ikke mindst for jer, der venter på en afgørelse i den anden ende. Jeres mange spørgsmål og feedback på dialogmødet er afgørende i den proces.
 
Nu får du svar inden 4 uger
I nyhedsbrevet fra november 2023 kunne du læse om, hvordan en omorganisering i Område for Bygninger er med til at give en grundigere, hurtigere og mere ensartet afslutning af din byggesag.
 
Omorganiseringen var første skridt på vejen. Siden har vi kigget alle sager om færdigmelding efter i sømmene og luget ud. Vi tør nu derfor godt love, at 80 % af de færdigmeldinger, vi modtager fra den. 1 september 2024, vil blive behandlet inden for 4 uger.
 
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du modtager en ibrugtagningstilladelse inden for de 4 uger. Det kan også betyde, at du får besked om, der mangler afgørende oplysninger i det indsendte materiale, og at vi derfor afviser færdigmeldingen.
Læs, hvordan du færdigmelder dit byggeprojekt

Nye retningslinjer for altaner – en hjælp til hurtig afgørelse

Retningslinjer for altaner er ikke revolutionerende nyt. Det har vi efterhånden haft i en del år. Men når vi kiggede nærmere på mangler i ansøgningerne og holdt møder med altanfirmaerne, var det tydeligt, at vores retningslinjer trængte til en grundig opdatering – og nye illustrationer, ikke mindst.
 
Derfor har vi nu, i tæt dialog med altanbranchen, lanceret en ny, revideret udgave af altanretningslinjerne.
 
Denne nye version indeholder mere præcise anbefalinger, flere illustrationer, rettelser og tydeligere sprog. Der er ikke tale om nye anbefalinger i forhold til etablering af altaner, som det har været tilfældet ved tidligere opdateringer af retningslinjerne. Denne opdatering ændrer altså ikke på kriterierne for at få tilladelse til altaner.
 
Målet er, at de nye retningslinjer vil gøre det nemmere for altanfirmaer og grundejere at forstå reglerne, så de bedre kan sende ansøgninger med alle de nødvendige oplysninger. Så kan vi nemlig behandle ansøgningerne meget hurtigere.
Se de nye (og flotte) altanretningslinjer her

Nu er turen kommet til ulovligt byggeri

Som I måske allerede har erfaret, har vi efter en målrettet indsats i Område for Bygninger nedbragt sagsbehandlingstiden markant for flere typer af byggesager. Men vi arbejder naturligvis videre for at sikre hurtigere sagsbehandling i alle slags sager.
 
Ikke mindst i sager om lovliggørelse af ulovligt byggeri, hvor en særlig taskforce de seneste 10 måneder har arbejdet ihærdigt for at optimere den måde, vi behandler denne type sager.
 
Taskforcen har skabt et bedre flow og taget hul på bunken af sager om lovliggørelse af byggeri ved hjælp af nye arbejdsgange, nye samarbejdsflader, nye retningslinjer og hurtigere screening af nye sager.
 
Hvad kan hjælpe dig i din sag om lovliggørelse?
Taskforcen har også haft fokus på, hvad der kan hjælpe dig som ansøger, når dit byggeri skal erklæres lovligt. Det betyder blandt andet, at du nu også kan booke tid til en forhåndsdialog om lovliggørelse. Og den mulighed er der allerede en del, der har benyttet sig af.
 
Vi arbejder også på, at du på sigt kan følge sagsbehandlingen i en lovliggørelsessag på vores portal minbyggesag.kk.dk
 
Vi er ikke helt i mål, og det nye flow omfatter heller ikke alle slags sager om lovliggørelse. Endnu. Men det kommer det til, når taskforcens gode resultater og erfaringer fremover kommer til at danne grundlag for, hvordan vi bedst organiserer os og løser sager.
 
Sager om lovliggørelse af byggeri er også temaet på vores næste dialogmøde i november.
Læs mere om lovliggørelse af ulovligt byggeri

Vidste du...?

  • at vi til oktober skifter det fagsystem, som vi styrer sagsbehandlingen i, når vi modtager jeres ansøgninger? Det er en større operation, når de mange tusinde sager skal overføres, og alle medarbejdere skal lære et helt nyt system at kende. Men vi er godt i gang med at forberede os og gør, hvad vi kan for, at I ikke mærker noget (eller kun meget lidt) til det skift.
  • at du kan finde den nye vejledning om affaldsløsninger i nye byggeprojekter vores hjemmeside? Det kan være svært at finde ud af reglerne for affaldsløsninger i forbindelse med byggeprojekter. I Vejledning om affaldsløsninger i byggesager får du retningslinjer, eksempler, illustrationer og tjeklister, der kan hjælpe dig.
 
 
 
Modtager du endnu ikke vores nyhedsbrev?
Tilmeld dig her
Footer