Nyhedsbrev
 
Svirreklubbens nyhedsbrev januar 2025
Året 2025 er i fuld gang og det er Svireklubben også: Gåfællesskabets ture skal planlægges, der er Åben Erindringscafe om Richs og så får vi helt ekstraordinært besøg af en journalist fra Danmarks Radio, som gerne vil høre jeres radio-erindringer.
 
Vi glæder os som altid til at se jer!  
 

Thorvaldsencafe om salonkultur afholdes i Kristussalen

Aldrig har så mange meldt sig til en Thorvaldsencafe! I er mange, der er interesserede i at høre Pauline Wedel Kaalund fortælle om Salonkulturen i 1800-tallet. Derfor har vi været nødt til at finde et større lokale. Vi kommer denne gang til at sidde i Kristussalen på Thorvaldsen Museum. Vi vil jo gerne gøre plads til så mange som overhovedet muligt, når Pauline fortæller om resultaterne om det speciale om salonkultur, som hun i øvrigt netop har fået topkarakter for. Vi glæder os til at se jer. 
 
Mødested: Kristussalen Thorvaldsens Museum. Vi vil stå i indgangen og tage imod jer, så alle  finder Kristussalen
Dato: 22. januar kl. 15.00-16.30
Tilmelding: erindringsklubber@kk.dk - bemærk at din tilmelding først er gældende, når du har modtaget bekræftelse.
 

Særarrangement den 6. februar: Husker du et radioprogram, der ændrede dit liv?

I anledning af DRs 100-års jubilæum søger DR hjælp fra lytterne til at fortælle DR radios 100 år lange historie. Derfor inviterer vi i Svirreklubben på et særarrangment, hvor du kan dele dine helt særlige radiooplevelser. Vi får besøg af journalist Torben Brandt fra DR, der introducerer DRs kommende programrække om Radiohistorien, og derefter gerne vil høre jeres bedste historier om at lytte til radio. De historier, hvor radioen faktisk har haft en særlig betydning for jer. 
 
Da I sikkert er mange, der gerne vil dele historier, er der kun et begrænset antal pladser og du skal have lyst til at dele din særlige historie, når du deltager. Vi forventer at dele af særarrangementet bliver optaget til brug i programmet.
 
DR skriver om programmerne; "Forstuvede du foden under 'Kaptajn Jespersens morgengymnastik'? Holdt du strygedag, når Jørn Hjorting sendte ’De ringer - vi spiller'? Tissede du i bukserne af grin, mens du hørte ’Chris og Chokoladefabrikken’? Eller måske er det programmer som ’Rytteriet’, ’Sara og monopolet’ eller ’Pas på varerne Arne’, som vækker minder om en god historie i dig, og giver dig lyst til at bidrage til en P1-udsendelsesrække om ikoniske DR-radioprogrammer gennem 100 år."
 
I er også velkomne til at dele historierne på DRs telefonsvarer på 35 20 21 01 inden den 1. februar 2025. 
 
Mødested: Københavns Stadsarkiv, Læsesalen
Dato: 6. februar kl. 13.00-15.00
Tilmelding: erindringsklubber@kk.dk - HUSK: din tilmelding er først gældende når du har modtaget svar fra os.
Bemærk: Begrænset antal pladser (max 25)
 

Det var Richs, der ku' trics

Richspakke med havnymfe reklamebillede
 
Er det ikke helt sådan, du husker det berømte slogan fra kaffeerstatningsfirmaet over dem alle? Det er ikke desto mindre en rammende overskrift for historien om Richs-direktøren, der hvade reklametæft, masser af gode forbindelser men måske også var lidt for smart i pengesager, da verdenskrigene bankede på.
 
Så kom med mandag den 17. februar, når Ingeborg ruller historien ud fra sit researchprojekt om dengang det var "Richs, der driks" fra fabrikken på Ottiliavej i Valby - og medbring selvfølgelig både dine gamle richsalbum og gode erindringer om at drikke kaffeerstatning og samle richsmærker. Der vil naturligvis også blive serveret (Richs-)kaffe. 
 
Dato: Den 17. februar kl. 15.30- 16.55
Mødested: Læsesalen, Københavns Stadsarkiv, Københavns Rådhus
Tilmeldingerindringsklubber@kk.dk - bemærk at din tilmelding først er gældende, når du har modtaget bekræftelse.
 

Gåfællesskabet planlægningsmøde og 'Tour de Københavns tidligere rådhuse'

Vi nærmer os endnu et forår, og vi skal selvfølgelig ud at gå. Derfor byder vi indenfor til planlægningsmøde i Gåfællesskabet.
Ved planlægningsmødet er det jer i Svirreklubben, der byder ind med ture i København vi kan gå i fællesskab. Så kender du en god hemmelig tur, eller en helt almindeligt kendt tur, som du bare elsker at gå, og har du lyst til at dele den med andre, så kom med.
Vi skal finde på ture til følgende datoer; 13. marts, 3. april, 24. april, 15. maj og 12. juni - plus det løse.
 
Efter planlægningsmødet inviterer Lise på en vandring tilbage i tid, omkring byens gamle rådhuse. Gennem forskellige samtalelege hører vi om fortidens rådhuse. Fra rådhus nummer 5 til nummer 1. Det nuværende rådhus runder vi kun ganske kort, og i stedet vandrer vi ud i bykernen og hører om det femte, fjerde, tredje, andet og første rådhus i København.  
 
Dagen starter med kaffe og planlægningsmøde en times tid i Læsesalen på Københavns Rådhus, derefter går turen ud i byen og slutter ved Vor Frue Kirke. 
 
ALLE ER VELKOMNE både til mødet og gåturen, I skal blot tilmelde jer (og man må gerne bare være med 'på en lytter' til selve mødet).
 
Mødested: Læsesalen på Københavns Stadsarkiv - Husk varmt tøj, så du ikke bliver for kold. Vi skal både gå og stå på turen. Husk også noget at drikke og evt. en lille madpakke.
Dato: 04. februar kl. 11.00- ca. 14.00
Tilmeldingerindringsklubber@kk.dk - bemærk at din tilmelding først er gældende, når du har modtaget bekræftelse.
 
 
Vi glæder os som altid til at se jer
 
 
Mange venlige hilsner
fra jeres værter
 
Lise og Ingeborg
Footer