Nyhedsbrev
 
 
Kære alle,
 
Vinteren har for alvor slået rod. Landskabet ligner snart det ovenfor fra Nørre Fælled i 1910. Nørre Fælled og Øster Fælled omkring århundredeskiftet er i øvrigt rammen om årets første tur med Gåfællesskabet. Det kan I læse mere om længere nede. Det bliver nok en kold tur.
 
Er du mere til lidt varme og film, så kan det være vores Thorvaldsen Café er noget for dig? Eller måske vores skrive-workshops i marts?
 
Inden da holder Louise og Lise vinterferie i uge 7. 
 

Gåfællesskabet i forfatter Martin Andersen Nexøs fodspor på Østerbro med Lise

Forårets planlægningsmøde i Gåfællesskabet foregår i Udvalgsværelse D på Københavns Rådhus. Efter planlægningsmødet inviterer Lise på gåtur på Østerbro i forfatter Martin Andersen Nexøs fodspor.
Til mødet skal vi have planlagt ture for følgende datoer: 
  • Torsdag 19. marts 
  • Torsdag 16. april 
  • Torsdag 7. maj 
  • Torsdag 28. maj 
  • Torsdag 25. juni 
ALLE i Svirreklubben kan byde ind med ture og alle er velkomne. Du kan godt deltage på dagen, selvom du ikke har været med før, og selvom du ikke byder ind med en tur. 
 
Arrangementet starter på Københavns Rådhus, Udvalgsværelse D på 1. sal og varer max 1 time. Efter mødet går vi sammen til metroen og kører til Vibenhus Runddel Metro. Hvor Lise har planlagt følgende tur:
 
Gåtur med udgangspunkt i forfatter Martin Andersen Nexøs barndomserindringer ’Et lille kræ’. Turen foregår på Østerbro som en rundtur i Andersen Nexøs barndomskvarter og rundes af ved Brumleby tæt på Trianglen.  Undervejs på gåturen deler vi forskellig viden om kvarteret og Martin Andersen Nexø. Det hele er bundet op omkring Martin Andersen Nexøs barndomserindringer fra området.
Måske finder vi til slut en varm café at drikke kaffe på. 
 
HUSK varmt tøj og gode sko!
 
Dato: torsdag d. 19. februar kl. 10.00-ca. 13.00
Mødested: Københavns Rådhus, Udvalgsværelse D på 1. sal. Gå tværs over rådhushallen og op ad Borgertrappen. På 1. sal finder du lokalet til højre.
Tilmelding: erindringsklubber@kk.dk – bemærk at din tilmelding først er gældende, når du har modtaget din bekræftelse.
 

Thorvaldsen Café på Københavns Stadsarkiv, filmen: 'Man siger ikke nej til Asger!'

Thorvaldsen Café foregår i februar på Københavns Stadsarkiv. 
Vi er så heldige at have fået en Lene Borch Hansen som kollega på Københavns Stadsarkiv. Lene har en baggrund indenfor filmverdenen, og har blandt andet lavet en film om kunstneren Asger Jorn.
Til arrangementet fortæller Lene om filmen og vi ser den sammen. Det er mulighed for samtale og spørgsmål efterfølgende. Selve filmen varer en time.
 
Om filmen:
"Dokumentarfilmen "Man siger ikke nej til Asger!" fortæller den personlige historie om den verdensberømte danske maler Asger Jorn, der hele sit liv kæmper for at opnå anerkendelse i sit hjemland. Asger Jorns historie fortælles af de mennesker, der kendte ham. Heriblandt sønnen Troels Jorn. Det er myten om den ludfattige kunstner, der går så utroligt meget igennem for sin kunst og som først sent i livet opnår verdensberømmelse.  Ager Jorn blev kun 59 år og filmen er en hyldest til et menneske, der aldrig gik på kompromis og som havde en ukuelig tro på sig selv."
 
Dato: onsdag d. 25. februar kl. 14.00-ca. 16.00
Mødested: Læsesalen i Københavns Stadsarkiv på Københavns Rådhus.
Tilmelding: erindringsklubber@kk.dk – bemærk at din tilmelding først er gældende, når du har modtaget din bekræftelse.
 

Skriveworkshop i marts med Louise

Går du med tanker om at skrive dine egne erindringer? Så er denne workshop måske noget for dig! Over 3 mandage vil du blive introduceret til forskellige praktiske skriveøvelser og få inspiration til at komme igang med din egen skrivepraksis. Det kræver ingen særlige forkundskaber - alle kan deltage!
Medbring egne skriveredskaber (computer eller pen & papir - hvad du bedst kan lide at skrive på/med). 
OBS - du skal kunne deltage alle 3 mødegange. 
 
Dato: Følgende tre mandage d. 2. marts, d. 9. marts, d. 16. marts kl. 10.00-ca. 12.00
Mødested: Læsesalen i Københavns Stadsarkiv på Københavns Rådhus.
Tilmelding: erindringsklubber@kk.dk – bemærk at din tilmelding først er gældende, når du har modtaget din bekræftelse.
 

Sæt kryds allerede nu...

Starten af marts byder også på:
  • 6. marts - Museumsfællesskabet med Rita til Østerbro lille Museum kl. 11.00-ca. 13.00
  • 9. marts - Erindringscafé arkivar Astrid Helene Nielsen fortæller om Dansk Kvindesamfund kl. 15.30-16.45
Mere information følger i det kommende nyhedsbrev ultimo februar.
 
Vi glæder os - som altid - til at se jer :)
 
Mange venlige hilsner
fra jeres værter
 
Lise og Louise
Footer