Nyhedsbrev
 
Bystævneparken
17-12-2025

Trafikale ændringer i Bystævneparken i 2026

 
Kære beboere, brugere, medarbejdere og pårørende i Bystævneparken
 
Med dette nyhedsbrev vil vi orientere jer om ændringer i trafikken og parkeringsforholdene, som følge af HOFOR’s gravearbejde i Bystævnet. Del gerne nyhedsbrevet med relevante parter – medarbejdere, beboere og besøgende. Vi håber, at vi på den måde kan bidrage til tryghed og reducere eventuelle gener i Bystævneparken.
 
 
HOFOR etablerer regnvandsbassin i Bystævnet og etablerer ny midlertidig indkørsel til Bystævneparken

Frem til september 2026 anlægger HOFOR en 290 meter lang bassinledning i Bystævnet. Det har konsekvenser for trafikken i og omkring Bystævneparken. HOFOR har udsendt et nabobrev, hvor de fortæller, at de igangsætter etape 2 af deres projekt. Det betyder, at hele Bystævnet bliver spærret af for kørende trafik fra den 2. januar til den 1. september 2026. Adgang til Bystævneparken for biler skal ske via en ny midlertidig, overkørsel i den sydlige del af Bystævneparken. Gående og cyklister skal køre ad Toften via den sydlige sti til Bystævneparken. Se kortet nederst på siden.
 
Cyklister og gående til Kobbelvænget og Voldalléstien kan stadig benytte fortov/cykelsti på den østlige side af Bystævnet.

Ny vendeplads i februar 2026
 
Byggeriet af ny daginstitution og botilbud (nr. 9 på kortet nederst på siden) inddrager den interne ringvej "Bystævneparken" til byggeplads til februar. Det betyder, at vejen lukkes lige syd for den nuværende indgang til Bystævneparken. I den forbindelse etablerer Byggeri København en ny vendeplads. Den interne ringvej lukkes for både gående og kørende.
 
Om parkering
 
Alle parkeringspladser på Bystævnet inddrages i forbindelse med HOFOR’s arbejde, og der er ikke planlagt erstatningspladser. I Bystævneparken inddrages en del pladser langs Bystævnet til Byggeri Københavns kommende byggeplads (nr. 9). Vi forventer, at naboer fra omkringliggende boligområder vil benytte Bystævneparkens område til parkering særligt i aftentimerne. Ofte er der ledige parkeringspladser langs villakvarteret mod sydvest.
 
Buslinje 22 i den kommende tid
 
Busstoppestedet "Bystævneparken syd" er flyttet til syd for Pilehuset. Når linje 22 kører fra Bystævneparken, kører den til endestationen Husum Torv og betjener derved ikke stoppestederne på Kobbelvænget.
 
Følg med på hjemmeside for Bystævneparken
 
Læs mere om planerne for Bystævneparken og hold dig opdateret om byggeprojekterne og de trafikale forhold. På hjemmesiden kan du også tilmelde dig de nyhedsbreve, vi løbende vil udsende.
Gå til hjemmesiden
 
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår og med venlig hilsen
Christopher Martin og Thomas Nejland, Københavns Kommune
Footer