Nyhedsbrev
 
Bystævneparken
04-03-2026

Vendeplads, vejforbindelse og støjregler

 
Kære beboere, brugere, medarbejdere og pårørende i Bystævneparken
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om de kommende ændringer til trafikken, som følger af vores byggeprojekter. Du kan også læse om Københavns Kommunes retningslinjer for støjende arbejder, samt en opdatering om etableringen af den nye vejforbindelse. Del gerne nyhedsbrevet med relevante parter – medarbejdere, beboere og besøgende. Vi håber, at vi på den måde kan bidrage til at skabe tryghed og reducere eventuelle gener i Bystævneparken.
 
 
Trafikale ændringer fra 9. marts 2026: Byggeplads og vendeplads med betydning for trafikafvikling og bus
 
I forbindelse med byggeriet af det nye botilbud ’Rønnebo’ inddrager Byggeri København vejen til byggeplads og aflukker den interne ringvej, Bystævneparken. Det vil ikke længere være muligt at passere hele vejen rundt i Bystævneparken, så Byggeri København har anlagt en ny vendeplads, som tages i brug den 9. marts 2026. Vendepladsen skal sikre, at biler, busser og lastbiler kan vende inde i Bystævneparken.
 
Ændringerne har betydning for trafikken herunder bussen. Stoppestedet ’Bystævneparken øst’ flyttes mod nord ud for børnehuset, Bystævneparken 4. Vendepladsen vil være i brug under HOFORs anlægsarbejde i Bystævnet, som afsluttes til september 2026. Se kort nederst på siden.
 
Vi opfordrer alle til at være opmærksomme og køre forsigtigt under de nye forhold. Hjælp gerne med at orientere jeres beboere, brugere, gæster og leverandører om ændringerne.

Den nye broforbindelse mellem Tingbjerg og Husum
 
 Københavns Kommune er i samarbejde med Vejdirektoratet i gang med at bygge en broforbindelse mellem Ruten i Tingbjerg og Bystævnet i Husum. Den nye forbindelse vil med en bro over Vestvolden binde Husum og Tingbjerg bedre sammen.
 
Selve anlægsarbejdet forventes at gå i gang i maj 2026 og være afsluttet inden udgangen af 2027. Voldalléstien, som løber langs med den sydlige side af Vestvolden, vil være spærret i anlægsperioden.
 
Vejdirektoratet har i februar offentliggjort et entrepriseudbud for vejforbindelsen – det kan du læse via linket.
 
Entrepriseudbud for vejforbindelsen
 
Retningslinjer for støjende byggearbejde ved Bystævneparken
 
Som nabo til byggeprojekterne i Bystævneparken vil du muligvis opleve, at aktiviteterne på byggepladsen medfører gener med øget støv, støj og trafik. Når man udfører arbejde for Københavns Kommune, skal man overholde kommunens retningslinjer om støjende og støvende arbejder på byggepladser.
 
Støjende og støvende arbejde er tilladt mandag – fredag mellem kl. 7.00-18.00. Normalvis udføres det i den normale arbejdstid i tidsrummet kl. 7.00-16.00. Særligt støjende arbejde som fx spunsarbejde må kun foregå på hverdage mellem kl. 8.00-17.00.
 
Støjpolitik i Københavns Kommune
 
Følg med på hjemmeside for Bystævneparken
 
Læs mere om planerne for Bystævneparken og hold dig opdateret om byggeprojekterne og de trafikale forhold på Bystævneparkens hjemmeside.
 
Gå til hjemmesiden
 
Med venlig hilsen
Christopher Martin og Thomas Nejland, Københavns Kommune
Footer