Nyhedsbrev
 
Nyt om byggesager
Juli 2026
Vi kan lige nå endnu omgang nyt om byggesager, inden asfalten smelter helt, og vi stempler ud for tiltrængt sommerferie.
 
Denne gang løfter vi sløret for en renoveringspulje, du kan søge til efteråret, og for et ønske om mere feedback til sagsbehandlingen.
 
Go’ sommer!☀️⛱️🩴
Foto: Københavns Kommune

Bygningsrenoveringspuljen åbner i efteråret – tag hul på ansøgningen nu

Arbejder du med renovering af andels-, ejer- eller private udlejningsejendomme? Så kan det være værd at undersøge, om et kommende projekt kan få støtte fra Bygningsrenoveringspuljen. Puljen åbner for nye ansøgninger i løbet af efteråret.
 
Puljen støtter større renoveringsprojekter som fx facaderenovering, nyt tag, energioptimering, skybrudssikring og etablering af bad og toilet.
 
Rådgivere kan også søge
Ansøgningen foregår i to trin. I første omgang skal kommunen bruge overordnede oplysninger om ejendommen og en kort beskrivelse af de byggearbejder, som I gerne vil have støtte til. Bliver ejendommen udvalgt til at gå videre, skal I sende en mere omfattende ansøgning i anden omgang.
 
Som rådgiver kan du søge på ejers vegne med en underskrevet fuldmagt. En byggerådgiver skal senest være tilknyttet, når den kvalificerede ansøgning udarbejdes, men vi anbefaler, at rådgiveren er med allerede fra start.
 
Sommermånederne kan derfor være en god anledning til at afklare mulighederne og tage hul på en ansøgning, inden puljen åbner i efteråret.
Læs mere om bygningsrenoveringspuljen på kk.dk
Foto: Lara Jameson

Vi vil lære mere af jeres feedback

Vi skal blive endnu klogere på, hvor en byggesag kan hænge i bremsen. Derfor har Københavns Borgerrepræsentation afsat midler til at styrke arbejdet med at indsamle ansøgernes erfaringer med sagsbehandlingen.
 
Formålet er at få et klarere billede af, hvor i sagsforløbet der opstår udfordringer og forsinkelser – og naturligvis bruge den viden til at forbedre sagsbehandlingen og sætte ind dér, hvor der er størst behov.
 
Giv feedback gennem hele forløbet
I dag bliver der sendt et spørgeskema ud til dem, der får en byggetilladelse. Men vi vil gerne have feedback fra flere ansøgere, så vi kan få vi et mere retvisende billede af jeres oplevelser.
 
Derfor vil du som ansøger få mulighed for at komme med feedback undervejs i sagsforløbet, og spørgsmålene bliver tilpasset byggesagens forskellige faser.
 
Mere feedback gør os mere målrettede
Jo flere oplevelser, I deler, jo hurtigere kan vi få øje på eventuelle mønstre i sagsbehandlingen og på steder med unødige tilbageløb eller andre flaskehalse. Det hjælper os til at lave mere målrettede forbedringer, så I som ansøgere forhåbentlig kommer til at møde et mere sammenhængende sagsforløb med færre unødige tilbageløb.
 
De nye feedback-løsninger er ikke klar endnu. Men det indledende arbejde er i fuld gang og kommer ud at leve i løbet af efteråret. Så stay tuned…
Foto: Pixabay

Fik du læst?

 
 
 
Abonnerer du endnu ikke vores nyhedsbrev?
Tilmeld dig her
Footer