Nyt til foreninger og aftenskoler
 
Nyt til foreninger og aftenskoler
24. april 2020

Visse idrætsforeninger kan fra 25. april 2020 genoptage aktiviteter i København

Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune har, i samarbejde med DIF og DGI Storkøbenhavn, besluttet, at visse idrætsforeninger fra 25. april kan genoptage deres aktiviteter på udvalgte kommunale idrætsfaciliteter.
 
Beslutningen sker på baggrund af, at DIF og DGI, efter dialog med Sundhedsstyrelsen, har præsenteret en række anbefalinger for, hvordan visse udendørs idrætsaktiviteter kan udføres sundhedsmæssigt forsvarligt.
 
Anbefalingerne omfatter kun foreninger med udendørs idrætsaktiviteter, hvor der ikke er kropskontakt mellem de udøvende. Det omfatter f.eks. foreninger inden for tennis, atletik, cykling og skydning, samt kano- og kajaksport.
 
Det betyder samtidig, at udendørsaktiviteter for maks. 10 personer kan gennemføres, så længe Sundhedsstyrelsens anbefalinger følges.
 
Fodbolden er ikke omfattet
 
Fodbolden er ikke omfattet af ovenstående udmeldinger fra DIF. Her anbefaler DBU fortsat, at fodboldklubberne holder lukket for deres aktiviteter. (http://dbu.dk/nyheder/2020/april/dbu-turneringer-fortsat-udsat-til-efter-10-maj/).
 
Derfor vil Københavns Kommunes boldbaner, kunstgræsbaner og boldbure fortsat være lukkede for foreningsfodbold. Banerne vil ikke blive streget op og der vil ikke opsættes mål. Ligeledes vil udendørs fitness-, skateboard- og basketballfaciliteter som udgangspunkt fortsat være lukkede.
 
Krav fra Københavns Kommune – og foreningers ansvar
 
Det er et krav fra Københavns Kommune, at de foreninger, som ønsker at igangsætte udendørsaktiviteter, har godkendelse fra deres relevante organisation, specialforbund el.lign. samt at sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes.
 
Der må ikke finde aktiviteter sted på de kommunale faciliteter uden en forudgående positiv udmelding fra den relevante organisation, specialforbund el.lign. De aktive foreninger er selv ansvarlige for at tilrettelægge aktiviteterne, så de lever op til de sundhedsmæssige retningslinjer og specialforbunds/landsorganisationers vedledninger. Det omfatter bl.a. antal af medlemmer, der er samlet, opsætning af plakater, adgang til sprit mv.
 
Ude på idrætsfaciliteterne
 
Københavns Kommunes omklædningsfaciliteter, klubhuse og toiletter vil fortsat være lukkede og kan ikke benyttes. Dette betyder, at der skal klædes om hjemmefra og at der ikke er adgang til toiletter eller bad i forbindelse med foreningsaktiviteterne.
 
Der vil være tilladt adgang for, at foreninger (efter aftale med idrætsfaciliteten) henter eget materiale og udstyr i tilhørende redskabs- og materialerum. Efter afhentning skal materiale og udstyr opbevares af foreningerne selv indtil restriktionerne i faciliteterne ophæves yderligere. Ophold i lokalerne er ikke tilladt.
 
De udendørs idrætsanlæg og er forbeholdt foreninger med gyldig booking eller brugsaftale. Der åbnes ikke for at indendørsidrætter kan booke udendørs tider.
 
Fakta:
 
 

Kan jeres lokaler bruges til husning af børn i daginstitutioner og skoler?

Lige nu gøres der en stor indsats for at mindske spredning af coronavirus mens der gradvist åbnes for flere dele af samfundet. Retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne betyder, at der kun kan passes halvt så mange børn i institutionernes almindelige lokaler. Derfor har Københavns Kommune brug for så meget lokalekapacitet som muligt i dagtimerne, så der er plads til alle børn i kommunens dagtilbud.
 
Derfor er der mulighed for, at I, som har en brugsaftale, modtager lokaletilskud eller har lignende aftale om støtte til lokaler med Kultur- og Fritidsforvaltningen, kan stille jeres lokaler til rådighed for daginstitutioner og skoler. For at lokalet kan komme i betragtning skal det minimum være 40 m2 og der skal være adgang til toilet, vask og køkken.
 
Det er Børne- og ungdomsforvaltningen, som træffer beslutning om, hvilke institutioner og skoler, der skal placeres hvor.
 
 Hvis I ønsker at hjælpe, ved at stille jeres lokaler til rådighed, eller har spørgsmål, kan I kontakte jeres sagsbehandler eller skrive til Book@kff.kk.dk. Jeres tilskud forbliver det samme – dette gælder både for brugsaftaler og lokaletilskud. Det er derfor ikke muligt at få ekstra tilskud eller godtgørelse ved udlån af lokaler til Børne- og Ungdomsforvaltningen, men de ekstraudgifter der kan være til lys, vand og varme, vil naturligvis blive dækket.
 
 
Footer