Nyt til foreninger og aftenskoler
 
Nyt til foreninger og aftenskoler
25. juni 2020

Ansøgningsrunde: Bliv Social partnerskabsforening med Københavns Kommune

Har din forening lyst til at modtage, rumme og fastholde socialt udsatte børn og unge og deres forældre? Har foreningen mere end 100 børne- og ungemedlemmer, og vil I lave aktiviteter for de børn og unge, som bor i et af de udsatte boligområder, der er i risiko for at komme på ghettolisten?  Så har din forening lige nu mulighed for at søge om at blive en del af de Sociale partnerskaber i Københavns Kommune.
 
Ansøgningsfristen er den 17. august 2020 kl. 9.00
 
Københavns Kommune har i forbindelse med en ny samarbejdsaftale med DGI Storkøbenhavn afsat midler til 5 nye Sociale partnerskaber. Målet med samarbejdsaftalen er, at 10.000 flere børn og unge bliver aktive i idrætsfællesskaberne over de næste fire år. Midlerne er foreløbigt kun afsat til oktober-december 2020, men fortsætter i en fireårig bevilling frem til juni 2024, hvis der i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger i Københavns Kommune afsættes midler.
 
Formålet med Sociale partnerskaber er at sikre folkeoplysende foreningstilbud til børn og unge og forældre, der bor i socialt udsatte boligområder. Med midlerne udvælges 5 foreninger, der årligt modtager 200.000 kr. hver til ansættelse af en ressourceperson, der skal arbejde på at skabe stabilitet, rummelighed, kontinuitet og et socialt fokus, så foreningen kan inkludere socialt udsatte børn og unge og deres forældre. Ligeledes er det et formål med støtten at sikre, at foreningen kan fungere som aktiv partner og en drivkraft i sit lokalområde. De Sociale partnerskaber kan udelukkende søges af folkeoplysende foreninger hjemmehørende i Københavns Kommune. Det er muligt for flere foreninger at gå sammen om en fælles ansøgning.
 
Læs mere og find ansøgningsskemaet her: https://www.kk.dk/artikel/ansoeg-om-socialt-partnerskab.
 
 

Ansøgningsrunde: Fodboldklubber kan indgå pigepartnerskab med Københavns Kommune

Har din forening lyst til at styrke fodboldaktiviteterne for piger? Og vil I udvikle et godt pigemiljø, der kan inkludere, rumme og fastholde endnu flere piger? Så har din forening lige nu mulighed for at søge om at indgå i et pigepartnerskab med Københavns Kommune.
 
Ansøgningsfristen er den 17. august 2020 kl. 9.00.
 
Københavns Kommune har i forbindelse med en bevilling fra Nordea-fonden afsat midler til Pigepartnerskaber med fodboldklubber.  Med midlerne udvælges i udgangspunkt 5 foreninger, der årligt modtager 100.000 kr. til ansættelse af en ressourceperson, der skal arbejde med piger (0-18 år) i klubben. Midlerne er afsat i tre år (oktober 2020 - juni 2023).
 
Formålet med Pigepartnerskaber er at styrke og udvikle pigemiljøerne i fodboldklubberne, gerne med nyskabende metoder, der kan skabe varige ændringer, der inkluderer piger. Fokus er både på at rekruttere flere piger og at fastholde de piger, der allerede spiller i klubberne. Den ansatte ressourceperson skal arbejde på blandt andet at udvikle aktiviteter for piger, skabe stærke samarbejder i lokalområdet med fokus på piger, styrke trænere og ledere på pigeområdet, inddrage pigernes forældre og arbejde med klubbens interne organisering, så piger tilgodeses – alt sammen for at sikre et bæredygtigt miljø, der inkluderer piger på den lange bane. Pigepartnerskaber kan udelukkende søges af folkeoplysende fodboldklubber hjemmehørende i Københavns Kommune.
 
Læs mere og find ansøgningsskemaet her: https://www.kk.dk/artikel/ansoeg-om-pigepartnerskab.
 
 

Københavnske foreninger kan nu få støtte til at afvikle aktiviteter for børn og unge i sommerferien

Statens sommerpakke har muliggjort, at Københavns Kommune kan skabe flere aktiviteter for børn og unge i deres sommerferie. Det vil vi rigtig gerne gøre sammen med jer!
 
Med statens sommerpakke er der mulighed for, at I kan få dækket foreningens udgifter til at afvikle aktiviteter for børn og unge.
 
Målet er at skabe en god og indholdsrig sommer for børn og unge. Det kunne for eksempel være, at I ønsker at:
  • fortsætte jeres foreningsaktiviteter i sommerferien
  • afholde en idrætsskole i foreningen
  • afvikle events og andre fælles aktiviteter i foreningen for eksempel turneringer eller andet.
  • udvide foreningens allerede planlagte sommerferieaktiviteter
  • afvikle aktiviteter særligt målrettet udsatte børn og unge
  • og andre idéer I måtte have… 
Aktiviteterne skal også være åbne for børn, der ikke er medlem af foreningen. Tilbuddet gælder for foreninger, der er godkendt i Københavns Kommune.
 
Send os en mail, hvor du beskriver din idé, hvis din forening ønsker at afvikle aktiviteter for børn og unge i sommerferien.
 
Kontakt: sommerferie@kk.dk eller ring på telefonnummer 2929 6745.
 
 
Hvis ikke din forening allerede er fast modtager af dette nyhedsbrev, så anbefaler vi at I tilmelder jer
 
 
Footer