Nyhedsbrev april 2024

Forårsfornemmelser i CKSK

Det er forår og alt spirer og gror. Det samme oplever vi i Center for Kræft og Sundhed, hvor vi med afsæt i Handleplan for Kræftområdet 2023-2025 arbejder ihærdigt med bl.a. mental sundhed og ulighed i sundhed.

2023 var et travlt år – faktisk det travleste år nogensinde med rekordmange henvisninger og forløb. Vi modtog 1.554 henvisninger og heldigvis ser vi en øget lighed i henvisning på tværs af diagnoser. Forløbene er blevet en smule kortere, men tilfredsheden hos brugerne er fortsat høj.

I 2024 fortsætter vi med at finjustere og tilpasse vores rehabiliterende indsats. Vi samarbejder på tværs af kommune og region, og med andre relevante aktører. Vores mål er stadig at yde høj faglig kvalitet og sikre, at de borgere, der har mest brug for hjælp, også får den bedste støtte. Du kan bl.a. læse mere om vores initiativer og projekter i dette nyhedsbrev.

Et rigtig godt forår til alle herfra.

Dorte Hofland, centerchef

 

Et kig ind i Center for Kræft og Sundhed

Billede af centret set udefra

Vi har lavet en ny centerfilm. Den skal give et indtryk af hvem vi er og hvad vi tilbyder. Filmen findes på vores hjemmeside, og vi håber, at vores samarbejdspartnere vil vise den til borgere, der henvises til vores mange forskellige tilbud, og deres pårørende.

Se filmen her

 

Ny videnskabelig artikel om rehabiliteringsbehov hos kræftpatienter

I et samarbejde med forskere fra DEFACTUM har vi undersøgt de behov, som rapporteres af kræftoverlevere via patientrapporterede oplysninger (PRO) ved henvisning til rehabilitering.

Her har vi erfaret, at:
  • et valideret spørgeskema til afdækning af helbredsrelateret livskvalitet er et værdifuldt instrument til at afdække fysiske og følelsesmæssig behov hos kræftoverlevere
  • når vi kombinerer det validerede spørgeskema med åbne spørgsmål som ”Hvad er vigtigt for dig?” og ”Hvad bekymrer dig mest?” bliver der tilføjet flere perspektiver, som især drejer sig om usikkerhed og bekymringer om fremtiden, hvordan sygdommen påvirker de nærmeste, samt ønske om at bevare normalitet og behov for ’selv gøre noget’ i form a motion og kost.
Resultaterne understreger vigtigheden af at kombinere en stram struktur repræsenteret i de validerede spørgsmål med et åbent spørgsmål, hvor borgerne selv kan fortælle, hvad der fylder, så forløbet møder de specifikke behov hos den enkelte.
 
Vi er meget glade for at kunne dele vores fund fra undersøgelsen, som er baseret på data indsamlet i centret. Der skal lyde en stor tak for samarbejdet med DEFACTUM. 
 
 

Nyt netværk for borgere opereret i spiserør og mavesæk

I januar kickstartede Center for Kræft og Sundhed sammen med Rigshospitalet et helt nyt netværk for folk, der har været igennem operationer for kræft i mavesækken eller spiserøret. Gruppen mødes nu hver måned for at snakke sammen, dele erfaringer, og få gode råd fra eksperter. 

 

Fokus på mental sundhed

Som sundhedsprofessionelle er vi skolet i en biomedicinsk sygdoms- og sundhedsforståelse, men rehabilitering handler om meget mere end kroppen. Psykosociale og eksistentielle behov fylder også i mange forløb. Derfor har vi i CKSK gennem en række workshops styrket fagpersonernes evner til at håndtere de psykiske og følelsesmæssige udfordringer, som kræft kan medføre.
 
Footer